Baggrund

Hej, jeg hedder Birte, er 37 år, mor til 3 børn i alderen 7, 10 og 12 år og gift med Kaspar. Bosiddende i Nordjylland. Igennem mange år har mit helbred skrantet, flere og flere sygdomme har meldt sig på banen. Det bevirkede, at et job på 37 timer som pædagog var udelukket, men så fik jeg at vide, at et flexjob var en mulighed.

Det var jo super. Troede jeg, for mens jeg gik og ventede på et flexjob, blev jeg mere syg. I august 2006 røg jeg på sygehuset akut, jeg havde fået et attak, dvs. jeg havde fået dissemineret sclerose, som er en uhelbredelig, invaliderende sygdom. Det var et kæmpe chok for min familie og mig. Samtidig med min nye sygdom krævede sin kvinde, så valgte kommunen at stoppe min sag om flexjob. Så fordi jeg nu havde en sygdom mere, så skulle jeg endnu en gang bevise, at jeg faktisk kunne arbejde, men jeg kunne ikke så meget, som jeg gik og troede.
 

Derfor, i en alder af 36 år, kunne jeg tilføje en ny titel til mit cv, nemlig førtidspensionist. Det var meget hårdt at skulle vænne sig til denne titel. Samtidig måtte jeg erkende, at det er tomt og stille, når familien tager af sted om morgenen. Jeg savnede selskab og en til at skubbe til mig, så jeg kom lidt ud. Tilfældigt faldt jeg over et link til Servicehundefonden på Scleroseforeningens hjemmeside. Det var ikke en pludselig indskydelse, at vi skulle have hund, det havde vi ønsket os længe. Men det krævede alligevel en del overvejelser, idet vores yngste er født for tidligt og i den forbindelse døjer med sanseproblemer.

Jeg søgte om en hund. Egentlig syntes jeg, at jeg kunne nøjes med en socialhund. Måske mere fordi jeg ikke havde erkendt min sclerose og dens følger. En instruktør fra Servicehundefonden fik mig overtalt til, at en servicehund var bedre, når jeg nu havde de sygdomme, jeg havde.

Ventetiden har været lang, fordi glæden over at skulle have hund var enorm stor. Samtidig var det jo noget rigtig positivt i vores familie, noget dejligt at se frem til og samles om. Lige før jul 2007 fik vi en dejlig mail med et billede af den sødeste lille brune Labrador tæve Tess. Var ventetiden ikke lang før, så blev den det nu, og jeg var nok den mest utålmodige :-)

Endelig 17. marts 2008 fik vi besøg fra Sjælland, to medarbejdere fra Servicehundefonden og Tess.

Tess var nu endelig en realitet, hun skulle bo ved os. Tess er en meget glad og lydig hund, hun er bare så dejlig og fin, en sand komtesse.

Det jeg bruger Tess til:

P.t. er jeg inde i periode, hvor sclerosen forholder sig lidt i ro, dog har jeg 2 gange i år været nede og vende i en kørestol, men nu er jeg igen gående, dog er distancen kun 100 - 150 meter, så trættes mine ben. Derfor bliver Tess luftet med crosser. Min mand er flink til at gå med hende, når energien ikke er der ved mig.

Tess samler ting op, jeg taber, faktisk har hun samlet det op, næsten før det har ramt gulvet. Når jeg vasker tøj, hjælper hun med at tømme vasketøjskurven, vaskemaskinen og tørretumbleren, går det for langsomt, fanger hun selv et stykke tøj. Tess er ikke kun en praktisk hjælper, hun er også meget social. Har jeg en dag, hvor det hele er træls, og energien er lig nul, så kommer hun og opmuntrer mig, leger lidt klovn for at få mig til at grine, og det lykkes. Tess er ligeledes god til at skubbe mig ud i vejr og vind. Før jeg fik Tess, kunne der gå dage, hvor jeg ikke kom ud. Nu kommer jeg ud flere gange om dagen. Det er dejligt, nu oplever jeg virkelig årstidernes skiften.

Tess er på alle punkter et lyspunkt i vores familie, alle i familien elsker hende. Selv vores yngste, som jo har sanseproblemer, giver hende mange knuser om dagen. Så midt i den svære tid er Tess hunden over alle hunde. J

Tess og Birte