Mig og Kiwi

Her er der ikke tale om en grøn frugt, men en sort Labrador tæve, nemlig min servicehund.

Den 26. juni 2007 kom Kiwis træner Hanne med den store gave. En meget underlig fornemmelse at få en "voksen" hund ind, som skulle blive hos min kæreste og mig. Ingen af os har tidligere haft hund, så det var en helt ny verden for os begge og for Kiwi, som skulle væk fra mor Hanne.

Hvem er jeg/vi?
Jeg hedder Rikke og har en dåbsattest fra 1976. Da jeg var 1½ år, fik jeg konstateret børneleddegigt og har levet med de op- og nedture, sådan en diagnose giver. Jeg har en elkørestol, som jeg bruger udenfor. Jeg kan godt gå, men max 150 meter. 57 timer om ugen har jeg personlig hjælper og har været vant til at få hjælp hele mit liv. Jeg bor sammen med min 13 år ældre kæreste, Jan, i en villa i Randers og arbejder i fleksjob. Jan har 2 børn fra sit tidligere ægteskab, og vi var fra starten af vores forhold enige om ingen børn at skulle have. Så var det, vi hørte om servicehunde, og det var noget, der ville passe perfekt ind i vores liv. At få en hund, der er renlig og opdraget, og som tilmed kan være en hjælp, det er smart.

De mange overvejelser
Inden Kiwi kom til mig, havde jeg mange overvejelser om, hvad det indebærer at have en servicehund. Jeg var ret sikker på, at det ville være dejligt, hyggeligt, sjovt og hårdt. Og alle forventningerne blev indfriet. Der kom pludselig en masse liv i huset. Et væsen, som skal have kærlighed, omsorg og en masse udfordringer, så hjernen bliver holdt i gang. Og et væsen, som altid er glad for dig, selv hvis du kommer til at ramme dens pote med forhjulet på kørestolen.

I bund og grund var det og er det kun lufteturene, der kan være hårde. Det er hårdt at skulle ud i regn og slud og mørke, men når jeg så slipper Kiwi løs og ser hendes store glæde ved at udforske verden på sin egen måde, og hun måske leger med en anden hund, så smiler jeg og glæder mig over, at jeg, Rikke, kan gøre en forskel for Kiwi. Det er dejligt ikke altid at være den, der modtager, men som også kan give. Og på den måde får jeg jo også luft. Og i dejligt vejr er lufteture skønne.

Hjælp fra en hund
Kiwi hjælper mig i hverdagen med fx at samle ting op, meget nænsomt. I starten hentede hun virkelig mange sko, for så fik hun måske en godbid. Det gør hun ikke så meget mere i takt med, at antallet af godbidder er mindsket. Det er en befrielse ikke at være nervøs for, om jeg taber nøglen, så jeg ikke kan få låst op ind til huset. Kiwi samler den bare op med det samme. Hun kan hjælpe mig op at stå, hvis jeg sidder på en stol, der er for lav. Det er hårdt for os begge, men det er en befrielse, at hun kan, og det har gavnet mig i flere situationer. Hun kan åbne tunge døre, hvis hun har noget at trække i. Hun kan tage min jakke/trøje og tørklæde af og lyne lynlåsen ned. Og så gør hun mig glad.

Ud over de ovennævnte servicehundeegenskaber, så kunne hun eksempelvis også sit, dæk, vente og bliv, da hun kom til mig. Egenskaber, som de fleste hunde lærer, og som er meget vigtige i den fortsatte træning med hunden.

Nye udfordringer
Det kan være en udfordring at finde på udfordringer, men jeg har en lille liste med forskellige ting, jeg gerne vil lære Kiwi. Noget af det er vigtigere end andet. Øverst på listen står, at hun IKKE må trække i snoren, når vi er ude at gå, og snoren er sat fast på kørestolen. I fællesskab med Hanne har vi fundet en metode, der virker, og det er en meget stor befrielse for mig.

Der er ingen tvivl om, at det bedste i verden for en servicehund, det er at arbejde, ja og måske at blive kløet på maven... Hendes hale logrer så meget, at hun næsten ikke kan gå, når hun eksempelvis skal bære noget fra stuen ud til hjælperen i køkkenet. Hun kan ringe på sin egen ringeklokke, når hun er ude i haven og gerne vil ind. Hun gør nemlig ikke, så hun kan ikke så let gøre opmærksom på sig selv, når havedøren er lukket, og hun vil ind. Lige så vel som mennesker skal hunde lære hele livet. Det er bare om at hitte på, for hun vil så gerne. Og med godbidder kommer man langt med en Labrador.

2 - i - 1 løsning
Ud over det her nævnte, så er det vigtigt også at fortælle, at vi jo faktisk har fået en dejlig, glad, meget smuk, skør og sjov hund. Hun er jo også familiehund, selv om hun er servicehund. Hun er meget glad for Jan og omvendt. Og hun er en skødehund i en forkert krop. Lidt stor at sidde med i armene, men det kan lade sig gøre. Hun er glad for at være, hvor vi er, og hun er med os stort set alle steder. Fordelen ved en servicehund er, at den på lige fod med førerhunde må være med i butikker osv. Og skal vi et sted hen, hvor det er uhensigtsmæssigt at have hende med, så er der nok af hundesittere, der har meldt sig på banen. Det er dejligt, at hun også er elsket i familien og omgangskredsen.

Med en hund kommer der liv i hjemmet. Man bliver aldrig uvenner med en hund. En hund bærer ikke nag. Man er aldrig alene. En hund er altid glad for at se sin ejer. Og med en servicehund kan du tilmed få en hjælpende pote.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på rikke@mide.dk eller 86 41 35 22 / 40 14 67 20.