Fantastisk. Jeg har fået min hund nu. Endelig efter at have ønsket det i over 5
år og søgt om det igennem de sidste 2 år har jeg nu fået min dejlige hundepige,
Mille. Det skal lige siges, at Servicehundefonden reagerede ualmindelig
professionelt. Efter at have afsendt mit ansøgningsskema modtog jeg 3 dage
senere en oprigning om, at min ansøgning var blevet modtaget, og vi kunne
afholde et møde 14 dage senere. 4 måneder efter havde jeg den mest vidunderlige
chokoladekagebrune Labrador, min servicehund... Virkeligt effektivt!
Jeg havde ikke regnet med, da jeg søgte og ønskede at få en servicehund, hvor
store følelser jeg ville få for dette levende væsen, som jo bare er en hund...
men, men, men, alle mine omsorgsfølelser er sat i gang hos mig, og det føles som
en god blanding af min bedste ven og mit lille barn. Hvor er jeg bare lykkelig
sammen med min hund.
Vores samarbejde fungerer så godt, og vi har så stor glæde af hinanden. Det er,
som om jeg mangler noget af mig selv, hvis jeg ikke er sammen med Mille i bare 5
minutter. Mit liv i forhold til mine sygdomme er blevet betydeligt bedre og
nemmere, til trods for at det også er et stort arbejde at drage omsorg for min
hund, så har jeg vundet endnu mere ved de skønne oplevelser, vi har sammen i en
hverdag. Jeg bliver helt varm indeni af glæde ved tanken om, hvordan min morgen
nu er til at holde ud at stå op til, fordi jeg har en lille, glad hund, der
muffer mig insisterende med sin søde snude og rækker mig min sok med munden, så
jeg hurtigere kan komme i tøjet, så vi kan komme ud og gå morgentur, og så går
Mille ellers i gang med at finde alt muligt til mig, mine sure kinasko, som hun
sikkert pga den ekstra stærke dunst har en særlig forkærlighed for at iklæde
mig, hvilket ikke er helt passende, når det er minusgrader udenfor, og min sure
karklud, der hænger til tørre i Millehøjde, og hendes lyserøde gris, og hvad der
ellers er i nærheden, som Mille kan få øje på. Til sidst griner jeg af hende og
hendes iver og glæde og ildelugtende, men kærlige morgenkys.
Efter den søde og sjove vækning står jeg op uden at tænke, at det er et hårdt
liv, og hvordan skal jeg dog klare at få morgenmaden ned i dag for smerter. Jeg
glemmer at registrere min evigt tunge krop og glædes og griner ad min skønne
hund.
Forleden talte jeg med smertepsykologen om, at smerter er en subjektiv oplevelse
og påvirkes af ens eget humør og tilstand i øvrigt, hvilket også betyder, at jeg
i mit daglige arbejde sammen med min hund træner og øver nye ting og nusser,
kæler og leger med hende. Alle ting, der afleder min opmærksomhed fra den evigt
tunge byrde af smerter og bekymringer.
Mine bekymringer omkring, hvordan jeg kan gøre min hverdag bedre og beskæftige
mig med noget, der giver input og mening i mit liv, giver nu for en stor del af
tiden sig selv. Jeg har et fantastisk liv med min søde hund, og mine positive
oplevelser er så mange og nærmest overvældende, at jeg ikke tror, jeg har haft
det sådan, siden jeg var studerende for 12 år siden. Hvor jeg næsten ikke
mærkede noget til mine begrænsninger, inden jeg måtte stoppe, og mine sygdomme
tog over, er der noget, jeg nu endelig har genvundet.
Jeg er ikke blevet rask, og mine smerter er stadig uudholdeligt mange, men min
evne igennem tilstedeværelsen af min hund til at fokusere på mig selv på en mere
afbalanceret måde og med et smil om munden og latter i luften gør, at hver dag
føles lettere at komme igennem, og jeg glæder mig helt til at skulle vågne nu
til min dagligdag, hvor jeg har en vigtig rolle som omsorgsperson for et levende
væsen.
Det kan godt være, at jeg har givet slip på mange ting i mit liv, som mine
søskende og veninder har, så som at blive mor og få gjort den videregående
uddannelse færdig, som jeg drømmer om, og have råd til at rejse og købe
lejlighed et sted, jeg ønsker at bo, og ikke hvor der tilfældigvis er elevator
og tilgængeligt for min kørestol, og at have et arbejdsliv og nogle
arbejdskollegaer og mange andre ting. Og det kan godt være, at jeg har gået og
sørget over alle disse tab uden at ville være ved dette, fordi jeg vidste, det
intet godt ville føre med sig. Men det kræver måske også mere af en at tage
udfordringen op med den livskamp, vi alle udsættes for, og prøve at finde vejen
frem til at få øje på, hvad er mine styrker og svagheder, og hvordan kan jeg
blive glad for den hverdag, der er min, i forhold til de krav, der er til mig.
Jeg har manglet at føle mig i orden og at kunne gøre en mærkbar forskel i min
hverdag, og det terræn har jeg nu genvundet i stor stil igennem min hund. For
det kan godt være, at jeg oprindelig tænkte, at jeg kunne få glæde af en hund,
der kunne åbne tunge døre for mig og trække sko, sokker og jakke af mig og samle
mine tabte ting op igen fra gulvet osv., og det er også en stor fysisk lettelse
for mig i min hverdag, men jeg har fået så meget mere end det. Jeg er ikke
længere sårbar, som jeg var. Jeg er blevet ligeværdig igen i mit eget
selvkritiske verdensbillede. Og min kamp for at få så godt et liv på trods af
mine handicap er lykkedes.
Det er min Millehund en stor katalysator for. Hun giver mig en selvrespekt og
større indsigt i, at verden går videre, selvom min krop har tænkt sig at
strejke, og den strejke ser ud til at være blevet til en uløselig konflikt, der
kun bliver værre som Israel og Palæstina.
Mille er min øjenåbner, for hvis jeg er for træt, bliver jeg uklar, og dermed
bliver vores samarbejde den dag dårligere. Hvis jeg får hvilet ordentligt og
taget nogle gode pauser, så har jeg det også meget nemmere og bedre næste dag,
derved bliver jeg mere præcis og tydelig i mine kommandoer og timing, og så
falder folk virkelig i svime over, at Mille og jeg næsten kan snakke sammen via
telepati. Jeg bruger de samme bevægelser og lyde, som jeg har lært, men fordi
Milles koncentration er så skærpet i forhold til mig, så skal jeg næsten kun
kigge med øjnene på mine nøgler eller taske, der mangler at blive samlet op fra
jorden, og så gør hun det med stor stolthed, og folk på gaden hører kun hele
tiden, hvor meget ros hun får af mig, og ser Milles ualmindelig glade væsen, så
det er en hel fryd...
Jeg har sagt tak før, men endnu en gang må jeg lige sige tusind tak for det
store stykke arbejde, der kommer så hjerteligt fra Servicehundefonden. I har
hjulpet mig til at forstå og skabe kontakt og knytte et bånd til min Millehund,
som er så utroligt betydningsfuldt for mig og mit liv. Mange tak for jeres store
kærlighed til jeres arbejde, der smitter af på alle os brugere.
Mille og Signe
